Keramik-Keramik værktøj der virker

Varmelegemer/Glødetråde


Det mest almindelige varmelegeme for keramik, glas fusing og slumping er den åbne opviklede modstandstråd.


Det primære materiale der finder anvendelse i varmelegmer til keramikovne er jern-chrom-aluminium legeringen også kaldet FeCrAl.

FeCrAl glødetråd

FeCrAl kommer i en række forskellige kvaliteter typen med den højest anvendelige temperatur 1425°C er af mærket Kanthal..
FeCrAl elementer skal være fuldstændig støttet, da de ellers deformeres under varmen.
Den mest almindeligt forekommende support af glødetrådene er riller fræset ud i væggene i ovnkammeret. Alternativt kan trådene hænges på keramiske rør hvilket giver forbedret varmestråling, og bedre levetid for trådene, men kan hæve ovnens omkostninger betydeligt.

FeCrAl legeringen bliver skør, når den er brændt og skal efterfølgende håndteres med forsigtighed. FeCrAl er magnetisk.

Spiralvunde elementer er relativt lette at fremstille, og en del keramikere vinder deres egne.

Modstandstråd er kun marginalt egnet til smeltning af glas. Den maksimale wire temperatur for FeCrAl tråden er 1425°C,dette giver en maksimal ovntemperatur på ca. 1350°C. Pgaf den kontinuerte varme og smeltens gasser er smelteovne til glas sjældent udstyret med modstandstråde. De holder simpelthen ikke godt nok.

FeCrAl varmetrådene slides ved hver brænding, det der afholder dem fra at dø en tidlig død er det lag af aluminiumsoxid der dannes ved en oxiderende brænding over 1000 ° C. Det er det grålige lag som dækker varmetrådene på enhver ovn der har været i normal brug. Når du holder propperne åbne ved de nedre temperaturer i en brænding sørger du for at de gasser som udvikler sig ved den keramiske omdannelse ikke bliver hængende i ovnatmosfæren og nedbryder trådene. Det er primært svovl der er synderen da det er temmeligt reaktivt.

Svol på FeCr og FeCrAl

Den optimale placering af varmeelementer i en ovn er dikteret af ovnens dimensioner og dens anvendelsestype. Fx. er der hyppigt kun varmetråde i toppen af glasovne til slumping mens keramikovne stort set altid har i siderne og evt. også top og bund. Når ovnformen er højere og smallere giver det mening at varme fra siden. Keramikovne kan normalt ellers også bruges til glas, hvis dimensionerne af ovnen passer til formålet.

Varme overføres på tre forskellige måder


Varmeledning (konduktion) ved fysisk kontakt mellem varmetråden og materialet der bliver opvarmet.

Konvektion gennem luften i ovnen.

Stråling (radiant) direkte fra varmetråden til materialet der opvarmes.

Varmeledning finder ikke anvendelse i keramikovne.
Men smelter man metal er det særdeles effektivt.



Ved lavere temperaturer er konvektiv opvarmning fremherskende, når temperaturen stiger bliver stråling mere udbredt. Af denne grund er varmetrådenes placering mindre kritisk for lavtemperatur anvendelse, da der vil være en vis udjævning af temperaturen ved luftens bevægelse.

Ved højere temperaturer bliver det mere vigtigt at få fordelt varmen i kammeret gennem varmetrådens placering for at opnå en strålevarme der er så jævn som muligt. Grunden til at konvektion ikke spiller nogen nævneværdig rolle i de højere temperaturer er at luften simpelthen bliver for tynd til at kunne overføre nogen nævneværdig energi.

De fleste der har anvendt keramikovne ved at der ikke findes en perfekt ovn. Alle ovne har områder der er bedre eller dårligere opvarmet, det er simpel fysik og der er ingen vej uden om det.
Man kommer uden om det ved udligning i top temperaturen eller ved at stille de emner man ønsker får en lavere temperatur i de koldere zoner. Det er en erfaring man er nødt til at gøre sig med sin egen ovn og glasurer. Når det så er sagt er de fleste moderne ovne designet så den slags variationer er mindre problematiske.

Der vil altid være varmere tættest på varmetrådene; så du vil kunne se forskel på glasurer hvis overfladespænding ikke sørger for at udjævne den, eller på glasurer der ikke bringes til en total smeltning.